lørdag den 24. maj 2014

Campingferie Kroatien 2011

Sommerferie 2011

Vi kørte hjemmefra sidst på eftermiddagen. Første overnatning foregik på en lille plads midt i en skov omkring Hamburg. Vi kan desværre ikke huske, hvad den hed.  Og vi glemte også at tage billeder....Det var GPS-en der fandt den. Regnen silede ned og da vi åbnede døren til campingvognen opdagede vi, at vi havde glemt at lukke overskabet i køkkenet. Så hele gulvet flød med spaghetti, mel, sukker og gryn...... Nå hvad - det kunne ikke ødelægge feriestemningen.
Med på turen i år var de tre yngste af vores børn - Jonathan på 13, Asta Marie på 8 og Sigrid på knap 5.  De to store drenge på 20 og 18 ville ikke med, så de passede huset.


Dagen efter nåede vi ned omkring Passau. Her overnattede vi på en hyggelig plads: http://www.bavaria-camping.de/index_willk.htm
Vi fik en gang hurtig spaghetti med pesto og pølser og hyggede os med et glas hvidvin, mens ungerne legede på legepladsen. Dejligt at være undervejs igen :-) 
Dagen efter gled trafikken så fint og let, så vi allerede midt på eftermiddagen nærmede os Kroatien. Derfor besluttede vi at køre fra motorvejen og ud til kysten ved Senj for at finde en plads for natten i stedet for at overnatte i Slovenien, som vi ellers havde planlagt. . Det var en utroligt smuk tur oppe fra bjergene og ned mod byen. Der var en lille campingplads i byen, men den var meget svært tilgængelig for vores vogntog, så vi valgte at køre ad kystvejen sydpå. Så kunne vi også få kørt det  lille stykke af kystvejen fra Jablanac til Paklenica, som var det sidste stykke, vi manglede, i at have kørt hele kystvejen fra Rijeka til Cavtat. Her havde vi så bare ikke taget højde for, at denne kystrækning er meget klippefyldt og uvejsom og at der derfor stort set ikke findes nogen campingpladser. Så vi kørte og kørte og stemningen i bilen var efterhånden på kogepunktet..... Vi endte på Camping Paklenica ved 20-tiden. Skøn plads midt i nationalparken og lige ud til havet. Efter en god middag på restauranten, vendte feriestemningen tilbage......
Vi - og især børnene - trængte til en pause efter to lange dage i bilen. Så vi blev der i 3 dage og slappede af og badede. Ved siden af pladsen ligger et hotel med en fin pool, som man har adgang til som gæst på campingpladsen. Der spilledes dog så høj musik ved poolen, at vi ikke kunne holde det ud ret længe. Børnene ville også hellere bade i havet.
 Sigrid synger og mor slapper af med en bog :-)


Efter tre dejlige dage kørte vi videre til vores oprindelige destination: Camping Dole i Zivogosce. Zivogosce er faktisk 4 mindre byer langs kystvejen på Makarska rivieraen. 
Naturen er betagende smuk på denne del af kysten. Bjergene rejser sig nærmest direkte op af havet.
Vi fik en plads i første række lige ud til stranden - jeg tror, det var her vi for alvor fik vakt vores lyst til at ligge helt ude ved vandet. Det var bare skønt. Børnene kunne bade så meget de ville - vi kunne holde øje med dem fra vognen og ikke noget med at slæbe en masse ting frem og tilbage.....

Bedre plads kunne Jonathan vist ikke ønske sig til sit telt - i første parket til havet og under store, skyggefulde træer.....
En mand i feriestemning og en betagende udsigt.......
Vi vidste godt på forhånd, at de sanitære forhold var gamle og utidssvarende. Men vi syntes egentlig ikke, det var så slemt. Der blev gjort fint rent og det var egentlig også lidt hyggeligt og nostalgisk at se noget fra Jugoslavien tiden :-) Men vi er heller ikke sarte m.h.t. faciliteter - bare de er rene.

Eneste ulempe var faktisk at stenene på stranden larmede meget, når folk gik i dem - og det startede meget tidligt om morgenen, når håndklæder og liggeunderlag skulle placeres for at reservere plads. Jeg sad en tidlig morgen udenfor vognen og observerede, at der startede en folkevandring af folk i pyjamas og med morgenhår allerede kl 5.30 - komisk fænomen :-)
De store, saftige kroatiske vandmeloner udgør en let og læskende frokost i varmen.....
En af dagene, hvor vejret var lidt skyet,  tog vi ind til Makarska for at fylde depoterne op og spise noget god kroatisk is
Udsigt til en dejlig strand på vejen til Makarska.

 Makarska er en ganske hyggelig by, men ikke nær så smuk og charmerende, som mange af de andre kystbyer. Men beliggenheden fåes ganske enkelt ikke bedre - lige for foden af Biokovo-bjergene.
Stranden på Dole var skøn med det klareste vand. Og udsigten, når man lå og plaskede rundt dér for foden af bjergene, var fantastisk. 
Efter 5 dage på Dole, var det tid til Prapratno. Nu kunne vi ikke vente længere på at komme til vores absolutte yndlingsplads. Her udsigten over Neretva-deltaet, som er et meget smukt og frugtbart område syd for Makarska. Her dyrkes det meste af det frugt og grønt, som Kroaterne og alle turisterne spiser.....



Ston med bymuren. Nu er vi tæt på......
Så er lejren etableret på vores favoritplads. Her er ingen parceller og vi har altid masser af plads at brede os på.
Børnene elsker den dejlige sandstrand med det lune vand.

Det er tid til storvask - og så er det jo skønt med børn, der kan agere "vaskemaskine" :-)


Første gang, vi var på Prapratno - i 2007 - havde Keld og drengene besteget bjerget ved campingpladsen.  Året efter - som 5-årig - var Asta Marie med deroppe og hun har siden ønsket at gentage bedriften. For Sigrid og mor var det første gang, da Sigrid indtil nu har været for lille. Men nu skulle det være. 


Tæt på toppen efter 2 timers klatren opad og opad i krat og klipper (der er ingen stier - kun nogle malede pile på klipperne hist og her - ren skattejagt :-)). Masser af rifter på benene og meget svedige.
Bare rolig - det er ikke helt så stejlt som det ser ud......
Der traskes opad og opad......
Men så er der belønningen på toppen: Den mest betagende udsigt ud over havet og øen Mljet.
Keld elsker sit kamera med selvudløser :-) Vi har døbt bjerget "Sepstrup Mountain" ;-)
Meget opstillet billede.......
Og til den anden side - campingpladsen og bagved Ston med saltpanderne...
Det lille hus på billedet ligger på kanten af slugten. Det er faktisk en rigtig god fiskerestaurant, som vi plejer at fejre bryllupsdag på :-)
Vi fik selskab af en skildpadde - de lever vildt bagerst i bjergslugten, som campingpladsen ligger i.
Der spises kogte majs - "kukuruz" - på stranden.
Sigrid og en sandskulptur - det er Sigrid til venstre ;-)
En af dagene tog vi på en lille udflugt. Vi kørte til Uvala Divna for foden af bjergene på østsiden af Peljesac. Her ligger også en lille campingplads, som dog er lidt svært tilgængelig med campingvogn. Stranden var dejlig, men der var dog så mange mennesker, at vi valgte at køre videre. Vi endte lidt nordligere i en lille landsby med en lille café og en dejlig strand.







Efter nogle dejlige dage på Prapratno, var det tid til nye eventyr. Vi kørte til den sydligste by i Kroatien - Molunat - få km fra grænsen til Montenegro. Vi kørte først til Auto Kamp Monika,men den brød vi os ikke om. Stranden var med stillestående og mudret vand og man lå utroligt tæt.
Så vi kørte rundt i bugten og fandt tre små bitte pladser, der lå lige ved siden af hinanden. Der var vel plads til 20-25 enheder på hver plads. Vi lå på Camp Adriatic II, som var den midterste af pladserne. Pladserne lå lige ned til havnen - kun med en lille vej imellem. Det var bare super hyggeligt og med meget lokal og autentisk atmosfære. 

Vi lå lige ud til vandet - dog lidt tilbagetrukket fra vejen.

Vi fik skygge fra en masse kiwi-træer. Det har vi godt nok ikke prøvet før og børnene var ret fascinerede af det ......


De var ved at bygge ny toiletbygning.





Den gamle var nu også okay og der var rent.



Landskabet omkring Molunat var domineret af bløde højdedrag fyldt med søjlecypresser og vinmarker - det mindede faktisk en del om Toscana.

Men så var der jo lige havet, som er så smukt og unikt for Kroatien.....
Udsigten fra vognen.
Man kunne bade ved havnen, hvor der var en lille sandstrand og fin sandbund. Vandet var dog ikke så rent og klart, som vi ellers er vant til i Kroatien, da Molunat ligger ved en temmelig lukket bugt med ret stillestående vand. Men der var masser af fisk.
En dag kørte vi ud for at finde et øde sted at bade. Det er noget, som vi elsker, når vi er i Kroatien  - at finde vores helt eget sted at bade. Vi fandt den mest betagende klippekyst. Først kørte vi langt ad meget små og snoede veje. Pludselig endte vejen og der var en lille parkeringsplads, hvor vi satte bilen og derefter begyndte nedstigningen ad en masse trapper.


Det var noget af det klareste og lækreste vand, vi endnu har badet i - og det siger ikke så lidt, for det kroatiske badevand er noget af det reneste og klareste.

Vi sprang bare i fra klipperne.





Her var meget øde og vi havde det helt for os selv.
Vi skulle jo også op ad trapperne igen og det var VARMT......
Dramatisk klippekyst!
Efter tre dage i Molunat var det tid til at stikke snuden nordpå. Vi ville op til en anden af vores favoritpladser - Camp Adriatic ved Primosten, 30 km nord for Split. Her holder vi pause ved Bacina Jezero (Bacina søerne), der ligger mellem Ploce og Makarska - meget smukt område....
Der spises frokost og det er ca 40 grader i skyggen, som der så bare ikke er noget af.... Mens vi holdt her, talte vi med en mand, der kom på cykel. Det viste sig, at han var på vej hjem til Spanien efter at have cyklet fra Spanien til Dubrovnik - sejt.....
Børnene elsker stranden på Adriatic, hvor der af en eller anden grund meget ofte er store bølger om eftermiddagen.
Børnene kaster sig rundt i bølgerne i timevis......
Vandet er fantastisk rent og klart. Længere henne ad stranden, er der fantastiske klipper, som vi springer i fra. Her er fantastisk at snorkle, fordi der er så meget at se på under vandet.....
Ind imellem må man lige tage en slapper i skyggen - især når man kun er 5 år og har korte ben....
Vi tog på en udflugt til Salona - en romersk ruinby, der ligger lidt nordøst for Split. Salona var en stor by med over 60000 indbyggere. 
Man fornemmer storheden, når man går rundt i byen, som strækker sig over et stort område. 
Fantastisk at mærke historiens vingesus. Bl.a. var det fantastisk at se de romerske bade. Romerne havde en meget veludviklet "wellness-kultur" med en avanceret teknologi.....

Og igen var det VARMT og børnene brokkede sig lidt..... Vi må tilbage engang uden børn......




Amfiteateret, der var stort, men desværre ikke så velbevaret....

Vi var også en tur inde i den lille, hyggelige by Primosten, der ligger kun 2 km fra campingpladsen. Her prøves spilledåser.....
Her skulle vi selvfølgelig have en af de fantastiske is, som man kan få derinde.
Der studeres menukort og drømmes om isdesserter.....


Palmer er der masser af.
Og fignerne fås ikke friskere.....

Vi gik en tur op til kirken og kirkegården, der ligger på toppen af byen med den mest betagende udsigt over havet. Vi var enige om, at man ikke kan finde et smukkere sidste hvilested.....

Vi bevægede os atter nord på og var enige om at besøge en plads på Istrien som vi IKKE havde prøvet før. Det blev til Camping Medulin, som vi havde hørt meget om.
Det er en meget stor og meget uorganiseret plads. Der var forsøgt med parcellereing, men de var afmærket så dårligt, at det var komplet umuligt at finde ud af.  Vi endte faktisk med at blive rigtig irriterede over det. Det tog flere timer at finde en plads. Vi spiste på en hyggelig restaurant om aftenen. Men næste morgen bestemte vi os til at køre til Lanterna. Vi brød os ikke om Medulin. Vandet og stranden var ikke så lækkert som på Lanterna og vi syntes at pladsen var overfyldt og meget støjende. Der var mennesker overalt. På den lille sandstrand var det allerede midt på formiddagen komplet umuligt at finde en plads til sit håndklæde. Det er bare ikke os. Det uorganiserede indtryk fik vi bekræftet ved udtjekning. Der var ikke styr på ret meget i receptionen og det tog halvanden time at få tjekket ud.

På plads på gode, gamle Lanterna. Det er nu altid hyggeligt at komme tilbage hertil. Vi fik en plads i vores yndlingsområde med dejlig udsigt til den smukke bugt.....

Den "nye" børnepool med rutchebane..... Denne pool er med ferskvand.


Jonathan elsker bungyjump.
Den gamle pool lige ud til havet med dejligt havvand. Mor og tre lækre, solbrune unger.....

Tre sultne børn venter på maden......

Vi tog en tur ind til Novigrad, der ligger 8 km fra Lanterna.
Lanterna består af en stor campingplads og et stort feriecenter med lejligheder og feriehuse. Vi tager altid en tur ud til fyret, som man kommer til ved at køre igennem feriecenteret.
Her kan man springe i  fra klipperne og bade i det klareste lækreste vand. På de flade klipper står der altid en masse vand i små pytter. Her kan børnene få timer til at gå med at fange små fisk og krabber, der er blevet fanget i pytterne og må vente på at vandet stiger igen.....

Så var ferien desværre ved at være slut for i år efter 4 skønne uger i det dejligste ferieland. Første overnatning i München på München-Thalkirchen. Det var en fin plads til en overnatning. Keld glemte desværre at koble strømmen fra bilen, så næste dag kunne vi ikke starte.... Vi fik hjælp af nogle flinke svenskere... Desværre fik Keld standset motoren før batteriet var genopladet, så han måtte gå den tunge gang med startkablerne og bede dem om hjælp endnu engang - hans hjerne var vist for alvor kommet i feriemode..... :-)
Pause før Hannover
Feriens sidste is.....
Sidste overnatning på Camping Parksee Lohne. En ægte tysk fastliggerplads ved en lille badesø. 

Slut på endnu en dejlig ferie......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar